Anette Beck
Grundkurset Livsmod, Livsglæde og Eksistens ved Essens var for mig starten på en ny æra i mit liv.
Jeg havde netop været igennem et sygdomsforløb, der rent fysisk og psykisk havde vendt op og ned på mit liv. Samtidig med dette, blev en skilsmisse, som havde været undervejs i flere år, også en realitet for mig. Min nye situation både fysisk og psykisk gjorde mig forvirret, og jeg havde svært ved at finde mit nye ståsted. Hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne i mit liv? Hvad med mit arbejde? Osv.
Grundkurset i krop- og gestalt terapi hjalp mig videre. I kursusforløbet blev jeg gjort bekendt med, hvad det vil sige at være i et fællesskab, hvor man taler ”lige ud af posen”. Det, at kunne udtrykke og respektere sine inderste følelser og kropsfornemmelser og tilmed møde forståelse og anerkendelse, uden at skulle lave sig selv om eller tage (uhensigtsmæssige) hensyn, er jo rart og giver god mening. Jeg fik et bedre kendskab til, hvad min opvækst og mit liv indtil nu har betydet for min måde at være i verden på. Jeg fik et nyt syn på familierelationer – og relationer i det hele taget. Det var alt sammen en hjælp for mig til at lære mine egne grænser bedre at kende. Jeg lærte at være mere tydelig og præcis overfor andre, hvilket ikke blot er en hjælp for mig selv, men også en stor hjælp for mine relationer, både privat og arbejdsmæssigt. Det har gjort det lettere for mig at træffe valg, løse konflikter og sætte grænser i min hverdag både arbejdsmæssigt og privat.
Grundkurset har således givet mig et mere afklaret forhold til mig selv. Jeg har fået en bedre forståelse for, hvorfor jeg er, som jeg er. Jeg er blevet mere bekendt med, hvordan jeg ikke vil være, og hvordan jeg kan arbejde med at komme derhen, hvor jeg gerne vil være. Jeg vil kunne tage ansvar for mig selv og selv bestemme, hvor jeg vil hen. Jeg vil kunne lide mit eget spejlbillede.
Jeg fandt hjælp til at finde min egen indre ro og balance og fik vist vejen til et bedre og langt rigere liv på en kærlig og rummelig måde. Mange tak!